I have read in the internet about your research.
I think my work with silence might be of interest for you, specially the Blackout Concerts. I would be delighted if you had a look at my website and maybe gave me some feedback.

Congratulations for you work.
All the best,

TRES

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/256477?highlight=juliana+hodkinson

For nu at spole hele vejen tilbage til Edinas indlæg, om kunstnernes vilkår i almindelighed, kan jeg nævne endnu en rapport, som jeg lige er stødt på, som Arts Council England fik udarbejdet i 2003:

Artists in figures (Rhys Davies & Robert Lindley)

http://www.artscouncil.org.uk/documents/publications/artistsinfigures_phpOCnaap.pdf

Denne rapport er til gengæld lang og i det store og hele meget ved siden af de emner, der går igen på denne blogpost. (Derudover er der ingen kvalitative opsummeringer, og heller ingen anbefalinger.) Men interessant er den alligvel. Motivationen bag rapporten var Arts Council Englands ønske om, at vurdere hvorvidt kunstnernes vilkår passede med deres skatteforhold samt beskæftigelsesmuligheder (herunder retten til dagpenge, m.v.), og der er således udarbejdet en lang række statistikker omkring balancen mellem den arbejdsindsats, som kunstnere lægger i deres kunstneriske aktiviteter, sammenlignet med deres ’second jobs’, ‘benefit claims’, osv.

Det er klart, at, når kunstnernes freelance-vilkår sammenlignes med lønmodtageres ret til sygdagpenge, m.v., kan man få meget ondt af sig selv som kunstner, men det har altid været min holdning, at når man vælger at arbjede uden arbejdsgiver, må man selv tage ansvar for konsekvenserne, ligesom alle andre selvstændige/freelancers. Men når det er sagt, så er det klart, at ligeså naiv det er, at tro, at Skat og Jobcentret kan definere, regulere og kontrollere en komponists arbejdsdag, så skal der uden tvivl et større stykke oplysningsarbejde til, for at kommunikere kunstnernes realitet til de højere magter - og, at de centrale statslige kunstinstitutioner har et ansvar for at få dokumenteret kunstnernes arbejdsforhold overfor disse. Derfor er det skønt, at se, at den engelske Arts Council tager initiativ til en knæstør 100-siders rapport om dette emne.

Tilbage nu til vores blogemne (og her skal jeg lige gøre opmærksom på, at i Arts Council England sammenhæng, handler ‘diversity’ i meget højre grad om tilgang for handikappede, etkniske og seksuelle minoriteter, m.v., end om kønsmæssig ligestilling): rapporten ‘Artists in figures’ viser tydeligt, at over det bredere kulturelle felt (altså, udover kunstnere også ‘all people in cultural occupations’ i England) er det slående, at kvinder er fortrinsvis koncentreret i aldersgruppen 25-34. Dvs., at udover det faktum, at der er færre kvinder, der begiver sig ud i en karriere indenfor kulturlivet in the first place, er der proportionelt flere, der falder fra i midten af 30′erne. Så her har vi en klokkeklar biologisk forklaring for arbejdsmarkedets skævvridning.