Why linger you trembling in your shell?

Click on image to enlarge

Why linger you trembling in your shell?

Published by Edition Wilhelm Hansen

Commissioned by Mads Bendsen and first performed by Morten Ryelund Sørensen (violin) and Mads Bendsen (percussion) at the Royal Academy of Music in Aarhus, Denmark, on 3rd October 1999.

The piece requires focussed lighting.

The title comes from a text by mystic poet Rumi, and the ideas for the piece – the eggshells and feathers combined with at times relatively harsh sounds - arose while I was reading visual artist Bill Viola’s sketchbooks for his early works, in which he thematises dualities such as birth/death and the inner/outer self.

Work introduction:

Why linger you trembling in your shell? asks Juliana Hodkinson in her duo for violin and percussion. The work was composed during a residency at Kongegården Centre for the Visual Arts and Music, in Korsør, Denmark. Hodkinson has been much inspired by Danish music. But she has given back at least as much: her strong personality, her music and her thoughts have played an important role for many of the youngest composers today. In her music, she turns her attention towards music’s context. Music is not just what is heard, but all that happens when people are brought into a particular situation. What happens when we play, and when we listen? In “Why linter you trembling in your shell?” the instruments include eggshells, and the musicians at times have to follow the rhythm of a bouncing table-tennis ball. Unpredictability and fragility.
Peter Bruun

REVIEWS:

"A micro-gestural work"
- Michael Dervan, Irish Times

"Uanset om hun arbejder med forskellige stilcitater som I “Water like a stone”, dirrende sart klanglyrik som I “sagte er, dachte ich” eller nærmer sig musikteater som I “Why linger you trembling in your shell?”, sker det med en originalitet på bade klanglige og ramatiske idåeer, som igen og igen får én til at side med fornemmelsen af, at der lurer alle mulige voldsomme følelser og begivenheder lige udenfor den umiddelbart gennemsigtige musik. Allermest slående, grænsende til det dumdristige, I “Why linger you…”, der involvere bade bordtennisbolde og uldtotter I stor mængde. Det kan lyde grotesk I referat, men I koncertsalen er det på same tid overgivent poetisk, elegant swingende, og et eller andet sted også en lille smule uhyggeligt, sådan som åens opmærksomhed hele tiden skærpes på, at man ikke helt ved, hvad der nu kan ske. Ulden er afgjort på scenen, ikke I musikken, der constant rocker ved og provokerer éns forventninger til dét at lytte, og Hodkinson alene er – forudsat hun bliver I landet – grund nok til man fortsat tør regne med dansk partiturmusik som noget, der også angår fremtiden."
- Jakob Levinsen, Berlingske Tidende

"Det er et stykke, hvor violinen og slagtøjet spiller ekstremt tæt sammen, og hvor udnyttelsen af de mange forskellige lyde, der kan frembringes på en violin, får violinklangen til at nærme sig og af og til smelte sammen med slagtøjets klang-muligheder. Det er et træk, der går igen i flere af Juliana Hodkinsons værker, at de mange ukonventionelle spillemåder og lyd-muligheder, der findes ved konventionelle instrumenter, udnyttes som mulighed uden at give karakter af opposition: Skraben og kratten på violinen bruges i kraft af den klanglige kvalitet og ikke som en negation af den traditionelle violinlyd eller af begrebet klangskønhed.
Og når slagtøjsspillerens opstilling inkluderer et bord dækket med et bjerg af hvide fjer, som langsomt spredes ud over scenen som følge af bevægelserne, og som dækker over en mængde bordtennisbolde, som droppes i løbet af stykket, og som indgår som en integreret del, imiteres af violinen som en del af den musikalske substans, så udbredes accepten af lyden som den er til lyden af en hoppende bordtennisbold. Der er ikke spor af parodi eller Kagel’sk morsomhed i det. Der er ingen fnisen over normbrud. Og man kan finde små, hvide fjer længe efter.
Måske spiller Juliana Hodkinsons studier af japansk en rolle. Der er en accept af tingen som den er, i dette tilfælde lyden, som leder tanken mod østen. Og for mig at høre en førstehånds påvirkning, ikke en påvirkning som først fx har været via den amerikanske Cage-reception."
- Michael Fjeldsøe, Dansk Musik Tidsskrift